Case 1: Jasmin

Billede af Jasmin "Gid jeg havde stoppet i tide"

Jasmin på 16 år kender i høj grad til hudallergi. Da hun var omkring 10 år viste de første tegn sig.

Det startede med, at hun ikke kunne tåle den shampoo, som hun brugte, og hudallergien viste sig ved kløe og røde knopper. Over de næste år udviklede hudallergien sig, og der var flere og flere produkter med parfumestoffer, som Jasmin ikke kunne tåle. ”Jeg var ligeglad” fortæller hun. ”Det var vigtigt for mig at dufte og se godt ud. Så jeg fortsatte med at bruge produkter med parfumestoffer - og levede med kløen og knopperne.

Men hudallergien blev kun værre, og ”I dag kan jeg ikke engang bruge et tørklæde, der har været i nærheden af parfume” fortæller Jasmin. Hun fortsætter: Min hudallergi er værre end nogensinde, og i dag er der en masse produkter, som jeg slet ikke kan tåle. Det er rigtig ærgerligt, men det udslæt og kløe som jeg får, er så slemt, at jeg er nødt til at lade være. Det ville dejligt, hvis jeg bare kunne bruge det en gang imellem. Men det kan jeg altså ikke” slutter Jasmin.

Læs mere om parfume og hudallergi

 

Case 2: Henrik

Billede af Henrik"Folk tænkte: Ser han normalt sådan ud?"

Henrik var 17, da han og vennerne tog på en uges charterferie til Tyrkiet.

Jeg ville jo gerne se lidt rå ud, og derfor tænkte jeg ”Hvorfor ikke?”, da jeg så en tatovør, der lavede sorte hennatatoveringer. Jeg fik lavet en sort tatovering, der forestillede pigtråd, og som gik hele vejen rundt om min biceps”, siger Henrik.

Tatoveringen holdt i 10 dage og fik Henriks arm til at hæve lidt, men da det gik væk efter en uges tid, tænkte han ikke nærmere over det.
”I dag ville jeg have ønsket, at jeg havde fået en hudlæge til at lave en test, for så havde jeg sluppet for den oplevelse jeg fik mange år senere”, tilføjer Henrik.

Ni år senere skulle han til sin vens bryllup og ville se ekstra godt ud. Derfor besluttede han at farve sit hår sort med en permanent hårfarve to dage før brylluppet. ”Dagen efter jeg farvede mit hår kløede det konstant, og da jeg vågnede lørdag morgen, et par timer før jeg skulle til bryllup, lignede jeg noget, der var løgn”. Henriks hoved hævede voldsomt, og da han tog på hospitalet, fik han at vide, at hævelserne og det åbne sår han havde i hovedbunden, skyldtes stoffet ppd, som findes i sorte hennatatoveringer og i mange permanente hårfarver.

Den hennatatovering han havde fået mange år før, blev husket af hans krop, og da han igen kom i kontakt med kemikaliet ppd, fik han en voldsom allergisk reaktion. ”Jeg var med til bryllupsfesten, men alle kiggede mærkeligt på mig, og jeg kunne se, at mine borddamer ikke ligefrem synes de havde vundet i lotteriet. I en uge efter brylluppet levede jeg af panodiler for at dæmpe smerterne fra min hovedbund og i et døgns tid kunne jeg slet ikke se ud af øjnene, fordi mit hoved hævede så meget”.

I dag holder Henrik sig langt væk fra permanente hårfarver. ”Jeg tør simpelthen ikke tage chancen igen. En gang imellem får jeg lavet lidt lyse striber, men det er også det. Og så har jeg svært ved at holde kæft, når jeg hører nogen tale om at farve hår. Tjek ingredienslisten, undgå ppd og gå en stor bue uden om hennatatoveringer!”, slutter Henrik.

Læs mere om hennatatoveringer og hudallergi
Læs mere om hårfarve og hudallergi

 

Case 3: Christian

Billede af Christian”Da frisøren skyllede mit hår, blev hun helt stille”

Christian havde været mørkhåret hele sit liv, da han som 24-årig besluttede, at nu skulle der ske noget nyt. Hans frisør havde sagt, at det godt kunne lade sig gøre at blive lyshåret, hvis han fik håret farvet to gange.

”Første gang jeg fik farven i håret, sviede det rigtig meget, men frisøren sagde, at det var helt normalt. Anden gang gjorde så ondt, at jeg næsten ikke kunne holde ud af have den dér hætte på hovedet. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det måske bare var sådan, at man måtte lide for skønheden, når man fik farvet hår” siger Christian. Men da den ellers så snaksalige frisør skyllede farven ud af hans hår, blev hun meget stille. Christans hovedbund var forvandlet til ét stort åbent sår. ”Det var først efter et par dage, at det holdt op med at gøre ondt, og jeg svor, at jeg aldrig ville farve mit hår igen.”

At måtte opgive at farve hår, var ikke så galt, men det viste sig snart, at Christians oplevelse hos frisøren havde fået andre konsekvenser. ”Hver gang jeg brugte deodorant, aftershave og creme med parfume, sviede det som en gal. Så nu er jeg gået over til kun at bruge produkter uden parfume. En gang imellem tager jeg alligevel lidt aftershave på, men det skal være en speciel lejlighed, for det gør ondt”, slutter Christian.

Læs mere om hårfarve og hudallergi

 

 
Tip en ven
Miljøstyrelsen   Strandgade 29   1401 København K   T: 72 54 40 00   www.mst.dk