Hudallergi kan du ikke fortryde

Hvis du først har fået hudallergi, så følger den dig gennem hele livet.

Hvad er hudallergi?
Hudallergi opstår, når små kemiske stoffer, der kan give allergi, trænger igennem huden og påvirker kroppens immunsystem. Det viser sig som et allergisk eksem, det vil sige som udslæt med rødme, knopper og eventuelt små blærer, der optræder næste gang du møder stoffet. Hvis du får en voldsom reaktion kan allergien give hævelser og store blærer, der brister og bliver til sår.

Det er ikke sikkert, at du får udslæt første gang du er i kontakt med et produkt, der indeholder et allergifremkaldende stof. Det kan godt komme efter længere tids brug. Din reaktion afhænger af, hvor meget af det allergifremkaldende stof, der kommer i kontakt med din hud, og hvor ofte du udsættes for det.

Udslættet opstår dér, hvor du har været i kontakt med stoffet. For eksempel vil allergi overfor parfume i en deodorant give udslæt i armhulen. Men i det lange løb kan det sprede sig til andre dele af kroppen, hvis du også bruger andre produkter, som indeholder det allergifremkaldende stof, som du ikke kan tåle.

Hvad kan du gøre?
Du kan tænke dig om, når du køber produkter, du kommer på huden, som f.eks. deodorant, creme og parfume. Det gælder også for hårfarver og sorte hennatatoveringer.

Jo mindre du bruger, jo mindre er risikoen for, at du får allergi.

Det er dig selv, som bestemmer, hvad du kommer på huden. Og derfor kan du også selv være med til at sænke risikoen for, at du får hudallergi.

Hvis du i forvejen har udslæt eller på anden måde har en beskadiget hud, skal du være ekstra opmærksom på, hvad du putter på huden. Hudens naturlige beskyttelse er nemlig svagere. Derfor kan der være en større risiko for, at din hud reagerer på allergifremkaldende stoffer.

Har du allerede fået hudallergi?
Har du oplevet at få udslæt efter at du f.eks. har brugt en creme eller hårfarve, så skal du straks stoppe med at bruge produktet. Hvis udslættet er voldsomt eller varer flere dage bør du gå til læge. Lægen kan behandle udslættet og evt. finde ud af, hvad det er du ikke kan tåle. Ellers vil du blive henvist til en hudlæge.

Når du ved, hvilke stoffer du er allergisk over for, kan du lettere undgå stofferne fremover. – Men du skal stadig være opmærksom på, at din krop husker allergien. Derfor er det nødvendigt, at du holder dig fra de stoffer, som har givet dig allergi, og det gælder hele livet.

Vil du vide mere
Videncenter for Allergi er et nationalt center, som forsker i, overvåger og informerer om forebyggelse af allergi over for kemiske stoffer.

www.videncenterforallergi.dk

Foto af hudallergi. Kilde: Videncenter for Allergi

Ifølge den viden man har i dag, har 2-4% af befolkningen allergi overfor parfume.
Kilde: Videncenter for Allergi.

Foto af hudallergi. Kilde: Videncenter for Allergi
Del på facebook
Tip en ven
Miljøstyrelsen   Strandgade 29   1401 København K   T: 72 54 40 00   www.mst.dk